Knogleskørhed kort fortalt

Knogleskørhed er en folkesygdom, som kan ramme alle. Op mod 650.000 danskere har ifølge Sundhedsstyrelsen sygdommen – de fleste uden at vide det. Ved knogleskørhed er knoglernes brudstyrke nedsat som følge af for lavt mineralindhold.

Det viser sig ved, at knoglerne brækker lettere end normalt – eksempelvis ved fald eller mindre løft. Inden et brud giver knogleskørhed ingen symptomer. Eftersom knogleskørhed kan udvikle sig af forskellige årsager, kan kendskab til risikofaktorer have betydning for, om du udvikler sygdommen.

Du kan downloade hele informationsfolderen her

Knogleskørhed rammer hver 3. kvinde og hver 6.-8. mand

Udvikling i knoglemasse hos kvinder og mænd i forhold til alder

Hvad kan du selv gøre?

En sund og varieret kost er en god begyndelse, men du kan også gøre mere for at forebygge knogleskørhed.

Dyrk motion

Daglig motion kan begrænse aldersbetinget tab af knoglemasse. Du kan styrke dine knogler, muskler og led med aktiviteter som løb, håndbold, tennis, badminton, dans eller stavgang – og dermed reducere din risiko for fald og brud.

Husk kalk og D-vitamin

Den rigtige sammensætning af næringsstoffer i din hverdagskost har betydning for, om knogleskørhed udvikler sig. Det er især vigtigt, at du spiser varieret og får nok kalk og D-vitamin. Du kan om nødvendigt supplere din kost med tilskud af kalk og D-vitamin.

Undgå rygning

Hvis du stopper med at ryge, forbedrer du dit kalkindhold. Rygning er blandt årsagerne til hver sjette hoftebrud, da rygere er slankere, kommer tidligere i overgangsalderen og har et lavere niveau af østrogen i blodet i forhold til ikke-rygere.

Begræns alkoholindtag

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvis du drikker højst 7 ugentlige genstande som kvinde og 14 genstande som mand, øger du ikke din risiko for knogleskørhed.

Hvad skal du være opmærksom på?
Knogleskørhed kan være en arvelig sygdom, så du skal være ekstra opmærksom, hvis dine forældre eller søskende har eller får sygdommen. Derudover kan forskellige lægemidler og andre faktorer såsom uhensigtsmæssig livsstil påvirke din risiko.

Lav risiko

Dig med ingen eller få risikofaktorer, som med knoglevenlig livsstil kan forebygge knogleskørhed senere i livet. En tidlig indsats kan få stor betydning for dine knoglers holdbarhed.

Moderat risiko

Dig med flere risikofaktorer, som bør være særligt opmærksom på knoglevenlig livsstil. Måske har du allerede knogleskørhed, eller også er du i risiko for at udvikle sygdommen.

Høj risiko

Dig med mange eller væsentlige risikofaktorer, som med stor sandsynlighed har knogleskørhed eller vil udvikle sygdommen. Lægelig undersøgelse og behandling kan være nødvendig.
Kend din risiko
Mange faktorer har betydning for din risiko for knogleskørhed. Nogle af faktorerne kan du ikke lave om på, men uanset om din risiko for knogleskørhed er lav, moderat eller høj, kan du selv gøre noget for at leve et mere knoglesundt liv.