Til dig med høj risiko for knogleskørhed

Mennesker med høj risiko for knogleskørhed lever ofte med en af de væsentligste risikofaktorer såsom tidligere brud i ryggen eller hoften. Har en fra din nærmeste familie (forældre eller søskende) haft et sådant brud, kan din risiko for at have eller udvikle knogleskørhed senere i livet ligeledes være høj.

Du bør overveje at kontakte egen læge med henblik på at blive undersøgt for knogleskørhed, hvis dit resultat fra risikotesten viser høj risiko – eller hvis du med din nye viden om sygdommen kan sige ”ja” til en af de ovenstående risikofaktorer.

Vil du vide mere?

Hvad kan du selv gøre?

En sund og varieret kost er en god begyndelse. Men du kan gøre endnu mere for at forebygge knogleskørhed.

Dyrk motion

Daglig motion kan begrænse aldersbetinget tab af knoglemasse. Du kan styrke dine knogler, muskler og led med aktiviteter som løb, håndbold, tennis, badminton, dans eller stavgang – og dermed reducere din risiko for fald og brud.

Husk kalk og D-vitamin

Den rigtige sammensætning af næringsstoffer i din hverdagskost har betydning for, om knogleskørhed udvikler sig. Det er især vigtigt, at du spiser varieret og får nok kalk og D-vitamin. Du kan om nødvendigt supplere din kost med tilskud af kalk og D-vitamin.

Undgå rygning

Hvis du stopper med at ryge, forbedrer du dit kalkindhold. Rygning er blandt årsagerne til hver sjette hoftebrud, da rygere er slankere, kommer tidligere i overgangsalderen og har et lavere niveau af østrogen i blodet i forhold til ikke-rygere.

Begræns alkoholindtag

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvis du drikker højst 7 ugentlige genstande som kvinde og 14 genstande som mand, øger du ikke din risiko for knogleskørhed.

Læs mere om knogleskørhed i denne folder

Behandling mod knogleskørhed

Hvis du har knogleskørhed, kan lægen sætte dig i behandling. Effekten er størst ved behandling så tidligt som muligt, og hvis du tager medicinen efter lægens anvisning. Nogle medicintyper hæmmer dit tab af knoglemasse, mens andre genopbygger noget af den tabte knoglemasse, hvilket din læge vil tage højde for efter en konkret vurdering.  

Har du knogleskørhed, bør du drøfte dine muligheder med din læge, så I sammen kan finde den bedste behandling. Husk at melde tilbage til lægen, hvis der i behandlingsforløbet optræder bivirkninger eller andre problemer.

En hverdag med knogleskørhed

Er man i korrekt behandling, lever aktivt og spiser sundt og varieret, kan mange leve et rigt liv med knogleskørhed. Selvom knoglesund livsstil ofte omtales som forebyggende, er der altså ingen grund til at stoppe de gode vaner, hvis du har udviklet sygdommen. Knoglesund levevis kan nemlig mange gange påvirke din livskvalitet positivt, så sygdommen ikke bliver livsinvaliderende. Tal også med pårørende om din sygdom og deltag i fællesarrangementer, hvor du kan møde ligesindede og blive klogere på sygdommen.

Find gratis temaaften

Osteoporoseforeningen afholder i efteråret 2021 og foråret 2022 temaaftener i hele landet. Kom med og bliv klogere på knogleskørhed og dine muligheder for at forebygge sygdommen.