Til dig med lav risiko for knogleskørhed

Har du taget Osteoporoseforeningens risikotest, eller ved du fra tidligere, at din risiko for at have eller senere udvikle knogleskørhed er lav? Så tyder det på, at dine knogler er sunde. Men da knogleskørhed kan udvikle sig som følge af uhensigtsmæssig livsstil, kan du med fordel leve knoglesundt og dermed forebygge sygdommen.

Vil du vide mere?

Hvad kan du selv gøre?

En sund og varieret kost er en god begyndelse. Men du kan gøre endnu mere for at forebygge knogleskørhed.

Dyrk motion

Daglig motion kan begrænse aldersbetinget tab af knoglemasse. Du kan styrke dine knogler, muskler og led med aktiviteter som løb, håndbold, tennis, badminton, dans eller stavgang – og dermed reducere din risiko for fald og brud.

Husk kalk og D-vitamin

Den rigtige sammensætning af næringsstoffer i din hverdagskost har betydning for, om knogleskørhed udvikler sig. Det er især vigtigt, at du spiser varieret og får nok kalk og D-vitamin. Du kan om nødvendigt supplere din kost med tilskud af kalk og D-vitamin.

Undgå rygning

Hvis du stopper med at ryge, forbedrer du dit kalkindhold. Rygning er blandt årsagerne til hver sjette hoftebrud, da rygere er slankere, kommer tidligere i overgangsalderen og har et lavere niveau af østrogen i blodet i forhold til ikke-rygere.

Begræns alkoholindtag

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvis du drikker højst 7 ugentlige genstande som kvinde og 14 genstande som mand, øger du ikke din risiko for knogleskørhed.

Læs mere om knogleskørhed i denne folder

Bliv klogere på knogleskørhed

Knogleskørhed er en folkesygdom, som op til 650.000 danskere ifølge Sundhedsstyrelsen formodes at have. De fleste ved det bare ikke. Bliv klogere på sygdommen og forebyg brud og smerter med en knoglesund livsstil.