Til dig med moderat risiko for knogleskørhed

Viser resultatet fra Osteoporoseforeningens risikotest, at din risiko for at have eller udvikle knogleskørhed er moderat? Så bør du undersøge, om din risiko skyldes livsstilsfaktorer, BMI under 19, arvelighed, anden sygdom eller alder.

Mange med moderat risiko for knogleskørhed kan heldigvis selv gøre noget for at bevare knoglemasse – også de, som allerede er i forstadiet til knogleskørhed (osteopeni).

Vil du vide mere?

Hvad kan du selv gøre?

En sund og varieret kost er en god begyndelse. Men du kan gøre endnu mere for at forebygge knogleskørhed.

Dyrk motion

Daglig motion kan begrænse aldersbetinget tab af knoglemasse. Du kan styrke dine knogler, muskler og led med aktiviteter som løb, håndbold, tennis, badminton, dans eller stavgang – og dermed reducere din risiko for fald og brud.

Husk kalk og D-vitamin

Den rigtige sammensætning af næringsstoffer i din hverdagskost har betydning for, om knogleskørhed udvikler sig. Det er især vigtigt, at du spiser varieret og får nok kalk og D-vitamin. Du kan om nødvendigt supplere din kost med tilskud af kalk og D-vitamin.

Undgå rygning

Hvis du stopper med at ryge, forbedrer du dit kalkindhold. Rygning er blandt årsagerne til hver sjette hoftebrud, da rygere er slankere, kommer tidligere i overgangsalderen og har et lavere niveau af østrogen i blodet i forhold til ikke-rygere.

Begræns alkoholindtag

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvis du drikker højst 7 ugentlige genstande som kvinde og 14 genstande som mand, øger du ikke din risiko for knogleskørhed.

Læs mere om knogleskørhed i denne folder

En knoglesund livsstil

En knoglesund livsstil er et godt sted at starte, hvis du vil gøre noget godt for dine knogler og for din generelle sundhed. Derudover bør du være opmærksom på, om der er personer i din nære familie, som har knogleskørhed, da arvelighed er årsag til sygdommen i halvdelen af tilfældene. Knogleskørhed kan desuden opstå som følge af andre sygdomme eller visse behandlingsformer. Er du fx i behandling med binyrebarkhormon, bør du sammen med din læge være opmærksom på dette.

Endelig kan din alder have betydning for, om du er i risiko for at have knogleskørhed. Knoglemassen aftager nemlig i løbet af livet. Er du kvinde og over 50 år, er det en risikofaktor for knogleskørhed – det samme gælder for dig, hvis du er mand og over 60 år.

Om knoglernes udvikling

  • Op til 30-årsalderen bliver knoglerne større og stærkere. Herefter vender udviklingen for både mænd og kvinder, og knoglemassen aftager med 0,5-1 procent om året.
  • Da mænd har højere knoglemasse end kvinder, forårsager det aldersbetingede knogletab senere knogleskørhed hos mænd end hos kvinder.
  • Når kvinder kommer i overgangsalderen, falder dannelsen af østrogen drastisk i løbet af nogle få år. Som følge heraf ses der hos nogle kvinder et knogletab på helt op til 5 procent om året i denne periode. Kvinder, som er gået i overgangsalderen, er dermed i øget risiko for at have knogleskørhed.

Knogler med normal knoglemasse

Skøre knogler med nedsat knoglemasse

Find gratis temaaften

Osteoporoseforeningen afholder i efteråret 2021 og foråret 2022 temaaftener i hele landet. Kom med og bliv klogere på knogleskørhed og dine muligheder for at forebygge sygdommen.